start på hovedindhold

Fokus på arkitekturens liv og historier i Viborg

Under temaet Bevar Mere inviterede en række lokale aktører indenfor til en uge med arkitekturoplevelser, der satte fokus på Viborgs bygninger, historier og kulturarv.

Hvert år den første mandag i oktober markeres Arkitekturens Dag verden over. I Viborg blev dagen udvidet til en hel uge med oplevelser, rundvisninger og fortællinger om nogle af byens særlige bygninger og arkitektoniske skatte.

Bag arrangementerne stod Viborg UNESCO Creative City, Viborg Kommune, ERIK Arkitekter og Arkitektforeningens lokalafdeling i Vestjylland i samarbejde med en lang række lokale aktører.

Årets tema var BEVAR MERE – og Viborg har meget, der er værd at bevare og værne om.

Fra militærkaserne til kreativt kraftcenter

I løbet af ugen fik publikum mulighed for at opleve både kendte bygninger og steder, som normalt ikke er åbne for offentligheden. Fra kasernens forvandling fra militært område til kreativt kraftcenter og Historiens Huse hos Boligselskabet Sct. Jørgen til åbent hus i Gråbrødre Kloster og Viborg Teater. Også Sortebrødre Kirke, en af Viborgs mere skjulte skatte, var en del af programmet.

Ugen gav nye perspektiver på, hvordan vi kan bevare, bruge og udvikle vores bygninger, så fortidens arkitektur fortsat skaber værdi i fremtiden.

Arkitektur er den ottende og nyeste kategori i UNESCO Creative Cities Network. Derfor var det en oplagt anledning til at sætte fokus på arkitekturens betydning for Viborgs identitet, kreativitet og udvikling.