Cases

Viborgs unikke styrkeposition indenfor digitale og visuelle medier manifesterer sig gennem en række events og aktiviteter. Aktiviteterne er målrettet forskellige målgrupper – fra den brede befolkning i alle aldre, til folk, der professionelt arbejder inden for områderne.

Animated Industry Workshop

Vi holdt i december 2020 sammen med Arsenalet og Business Viborg en velbesøgt workshop omkring brugen af Animation og VR i virksomheder. Bl.a. Grundfos, Khora VR, Unity Studios og Tumblehead gav en række helt konkrete eksempler, på visuelle, kreative løsninger, som gør en forskel. I 2021 kommer tilsvarende workshops med fokus på kultur, turisme og medier mv.

Viborg UNESCO/Viborg Visuals Årsmøde 2021

Et år efter at Viborg i september 2020 markerede Viborgs status som UNESCO Creative City indenfor Media Arts i Tinghallen, blev der afholdt årsdag på Midtbyens Gymnasium den 11. oktober 2021. Ved kick-off havde vi den store projektør på og stillede bl.a. skarpt på, hvordan nogle af de største globale spillere og store danske brands som Lego, Grundfos og DR bruger visuelle medier til at styrke deres forretning. Ved 1-års markeringen efter kick-off stillede vi nu kikkerten på det nære og de potentialer, som UNESCO-udnævnelsen og etableringen af Viborg Visuals medfører for lokale aktører.

Viborg UNESCO Kick-Off, 23. september 2020

Midt i en Corona-tid lykkedes det med behørig afstand at markere Viborgs optagelse som Creative City i Tinghallen sammen med 250 veloplagte deltagere fra hele Danmark. Formand Elsebeth Gerner-Nielsen fra Nationalkommissionen bød Viborg velkommen i UNESCO-familien, og en lang række aktører som LEGO, Epic Games, DR, Grundfos og Vision Denmark m.fl. gav konkrete eksempler på den massive udvikling, der pågår på inden for Media Arts-området, og som får afgørende betydning for en lang række samfundssektorer i de kommende år. Se mange flere billeder fra Kick-Off nederst på denne side.

Viborg UNESCO-børneplakatkonkurrence

I forbindelse med udnævnelsen som UNESCO Creative City blev alle 4.- 6. klasses elever i Viborgs skoler inviteret til at indsende en tegning til konkurrencen. Tegningen skulle formidle og sætte fokus på de to verdensmål – mindre ulighed (mål 10) og ligestilling mellem kønnene (mål 5). Hver skole afholdt først en lokal konkurrence, inden et dommerpanel udvalgte den endelige vinder blandt de mange tegninger. Det blev Vilde Fredslund fra Friskolen i Viborg og Kulturskolen Viborg.