Viborgs kreative satsning: fra børnekultur til UNESCO Creative City

Denne artikel bygger på et længere interview med tidligere Viborg-borgmester Johannes Stensgaard. Teksten er skrevet i første person for at give plads til Johannes’ egen stemme, erindringer og erfaringer fra de mange år, hvor han satte sit præg på byens udvikling.

Artiklen er skrevet af Line Holmquist Steffensen.

Da jeg første gang kom i Byrådet i 1990, blev jeg medlem af Socialudvalget og Skoleudvalget - selvom jeg egentlig havde mit hjerte i kulturens verden.

Jeg havde i valgkampen i 1989 været fortaler for, at kulturen skulle have sit eget udvalg. Hidtil havde der været et fælles Kultur & Skoleudvalg, som skulle deles om midlerne. Og der kom kulturdelen altid til kort, med de småpenge der var tilovers fra skoledelen.

Hvis der skulle udvikles noget, skulle vi have et særskilt og selvstændigt kulturudvalg – og det fik vi i 1990. Det var ret visionært for den tid, og det gav os mulighed for at prioritere kulturen på en ny måde. Vi kunne se, at kultur ikke bare var “pynt”, men et aktiv for byen.

Børnekultur var slet ikke noget, man talte om på det tidspunkt. Men både for mig og for den første formand for det nye kulturudvalg, SF’eren Poul Erik Lund, var det oplagt, at børn skulle have en stemme og en plads i kulturlivet i Viborg. Poul Erik startede bl.a. projektet Børn som Medborgere: Som en del af deres opvækst og muligheder skulle de udvikle en forståelse for hvordan et demokrati fungerer – det kan de sagtens.

Selv om jeg ikke sad i Kulturudvalget kunne jeg godt – lidt bag kulisserne – arbejde politisk med børne- og ungekultur. Jeg var næstformand i Skoleudvalget og var så heldig, at viceskoledirektøren, Frank Mikkelsen, delte min interesse for børn og det kreative. Og der startede et parløb, som varede indtil jeg stoppede som borgmester 20 år senere.

Frank startede et beskæftigelsesprojekt med en tegneskole for børn og hyrede en ung mand, Morten Thorning, som projektleder. Det var begyndelsen på det, der senere blev til The Animation Workshop. Det var afgørende for projektets succes, at der både var en dygtig organisator (Frank), en kreativ ildsjæl (Morten) og en kulturudvalgsformand, som blev borgmester (mig). Vi kaldte os faderen, sønnen og den rige onkel…

Jeg blev formand for kulturudvalget i 1994. Og som sådan og senere som borgmester fra 1998 så jeg børnekultur som en investering i fremtidens erhvervsliv. Jeg ”opfandt” begrebet ”kreative kompetencer”, og jeg kan huske første gang, jeg holdt et lille foredrag for mit byråd om det. De kiggede måbende på mig og sagde, ”hvad er det for noget?”

Det, der så gjorde udslaget for at få det daværende byråd, sidenhen også for ministeriet og andre, til at være lidt mere begejstret for børnekultur og kreative kompetencer osv., var, at jeg koblede det sammen med erhvervsudvikling. Fordi, som jeg sagde (og det mener jeg stadigvæk er rigtigt):

Og hvornår starter sådan en udvikling? Den starter mens man er barn. Så tesen var, hvis vi laver organisationer, og hvis vi satser på at udvikle børns kreative kompetencer, så udvikler vi også fremtidens optimale arbejdskraft.

Hvis vi kunne få børn og unge til at udfolde sig kreativt, ville vi også skabe en generation, der kunne bidrage med nye idéer, løsninger og virksomheder. Vi ansatte en kulturkonsulent, Karin Gaardsted, som organiserede et væld af store og små børne-begivenheder, som satte fokus på børnekultur.

Tanken om betydningen af børnekulturens betydning for både gode menneskeliv og et godt erhvervsliv førte til etableringen af Kulturprinsen – nu det statsstøttede Institut for Børnekultur.

Efter et års tid som borgmester, fik jeg et brev fra to 11-årige drenge, Rune og Lars. De skrev: “Vi er grønspætter i vores fritid. Nu må I ikke tro, det er noget, vi går til hos nogle voksne – det er bare noget vi selv er.” De bad om et lille stykke jord, hvor de kunne bygge en hule. Nederst i brevet stod der: “PS: I vil gøre os lykkelige.”

Vi fandt et stykke jord ved fritidsinstitutionen i Houlkær, og der blev både rejsegilde og indvielse. De næste tre år inviterede drengene mig til Grønspætternes nationaldag i hulen – med sojabønner, en kogt kartoffel og en cola på menuen – og jeg fik altid en lille kurv med gulerødder og kartofler med hjem til min kone.

Det var en lille historie, men for mig er den blevet et billede på, hvorfor børnekultur er så vigtig. Fantasi og vilje til at skabe noget er ikke noget, man kan vedtage i et byråd – det lever i børnene og deres egne initiativer. Man skal bare give det plads. Siden har jeg altid sluttet børnearrangementer i Viborg med et rungende “Hurra for fantasien.”

Og ind imellem rejste jeg rundt i Danmark samme med Lars Kolind (daværende formand for det ministerielle Kulturrådet for Børn) og holdt foredrag under overskriften ”Børn har Ret til Krat” både i overført og konkret betydning.

Da staten forslog at nedlægge Viborg kaserne, blev der kaldt til kamp. Pludselig kunne vi stå med tomme, nedslidte bygninger lige midt i byen.  Det ville være en arbejdsplads- og kulturhistorisk katastrofe!

Vi argumenterede og kæmpede imod så godt vi kunne – men tabte slaget. Vi vidste godt, at det var det mest sandsynlige og havde en plan B klar:

Vi havde en tilbagekøbsret på kasernen, og sammen med viceborgmester og kultur-udvalgsformand Mogens Rohrberg (Venstre) forhandlede vi en købsaftale med Staten på plads: 40 mio. kr. for arealet og alle bygninger. Det var meget billigt!

Vi var enige om, at området ikke skulle udstykkes til parcelhuse eller almindelige erhvervsgrunde – det kunne vi lave alle andre steder. På trods af pres fra dele af byrådet og et utålmodigt erhvervsliv holdt vi fast: Der skulle skabes noget nyt og stort her.

Nu blev der plads til de store scener for de mange mennesker: Håndbold, fodbold, koncerter, teater, film, konferencer osv. - en plan jeg havde med mig fra min tid som kulturformand. Og nu blev der plads til uddannelser (VIA) og kultur, ikke mindst børnekultur: Et børne-egnsteater, en billedskole, dramaskole, og en tegneskole for børn, en kreativ indstillet grundskole, Institut for Børnekultur. Og så selvfølgelig TAW.

Noget af det, der har kendetegnet Viborgs rejse, er, at vi har tænkt udad. Interesseret os for verden uden for Viborg Kommune. Det var ikke almindeligt i kommunerne dengang. Især da jeg blev borgmester lagde jeg mærke til, at alle landkort på væggene på rådhuset viste Viborg Kommune – og alt udenfor var bare hvidt…

Det var på tide, at Byrådet skulle indse, at der er en verden udenfor Viborg Kommune. Både lige udenfor og langt væk - internationalt. Vi skulle ikke længere kun kigge indad. Danmark og Viborg Kommune skulle og skal i fremtiden leve af samarbejde, kreativitet og internationalt indblik og overblik.

I det nære var jeg med til at grundlægge f.eks. ViborgEgnens Erhvervsråd, ViborgEgnens Turistråd og Viborg Uddannelsesråd. Og jeg lagde - med byrådets opbakning - vægt på at få kommunens ansatte til at tænke og handle kreativt, interkommunalt og internationalt. I den sidste sammenhæng var jeg ikke mindst inspireret af rektor på pædagogseminariet (hvor jeg var bestyrelsesformand), Leif Ærø. Og af min kone, som arbejdede med internationalisering på samme seminarium.

Som et eksempel på den tids internationale projekter kan nævnes systemeksport, hvor tekniske medarbejdere i perioder blev udvekslet til fjerne lande og kom hjem med klarsyn og nye ideer. Og hvem initierede og organiserede det? Frank Mikkelsen, naturligvis.

I bestræbelserne på at få så mange som muligt til at se lyset pointerede jeg igen og igen, at hvis vi skal styrke erhvervsudviklingen har vi brug for kreative mennesker, som kan begå sig internationalt. Og brug for flere uddannelsesinstitutioner, som tiltrækker flere unge mennesker - vilde, nysgerrige, idérige og kreative unge mennesker!

Da Viborg i 2019 blev udnævnt til UNESCO Creative City inden for Media Arts, føltes det for mig som kulminationen på årtiers arbejde. Det første jeg tænkte var ”YES!” – det er et kæmpe gennembrud af den slags, som kommunen og byen kan være rigtig stolte af, og som jeg, personligt, kan smile stort over, når jeg tænker på, hvad vi også kæmpede for i min tid.

Det var ikke noget, vi kunne have forudset tilbage i 90’erne. Men set i bakspejlet var det en naturlig forlængelse af alt det, vi havde sat i gang. Vi havde lagt vægt på børnekultur, på at koble kultur og erhverv, på at internationalisere – og det var netop de elementer, UNESCO lagde vægt på.

For mig er UNESCO-titlen et kvalitetsstempel. En anerkendelse af, at det, vi startede med en lille tegneskole i Houlkær, har udviklet sig til noget, der nu regnes blandt verdens bedste. Kunsten, eller opgaven herfra, for at holde bolden rullende, det er at få engageret så mange kræfter så muligt.

Når jeg ser tilbage, er jeg stolt af, at vi turde satse. At vi så børnekulturen som en ressource og turde tro på potentialet i kreative kompetencer bredt. At vi så mulighederne i kasernen, hvor andre så problemer. At vi turde tænke børn, kultur og erhverv sammen. Og at vi havde modet til at tænke internationalt.

Jeg håber, at den ånd vil fortsætte – at Viborg også i fremtiden vil være et sted, hvor ildsjæle kan folde sig ud, hvor kommunen, uddannelserne og erhvervslivet spiller sammen, og hvor kulturen er en drivkraft for udvikling.

For jeg tror stadig på det samme, som jeg gjorde i 1990: