start på hovedindhold

Gavlmaleri fortæller historien om Frederiks

Først kom toget, så kom byen. Et gavlmaleri i Frederiks bringer byens historie til live og viser, hvordan kunst kan gøre den lokale kulturarv synlig i hverdagen.

Da jernbanen åbnede i 1906, blev grundlaget lagt for den by, vi i dag kender som Frederiks. Nu har historien fået nyt liv på en af byens gavle, hvor kunstneren Jamie Lindley har skabt et gavlmaleri med jernbanen som omdrejningspunkt.

Bag initiativet står Alhedens Borgerforening, der har samlet lokale kræfter og samarbejdspartnere om at gøre byens historie til en del af gadebilledet.

Lokale fortællinger får nyt liv

Det nye gavlmaleri er et eksempel på, hvordan lokale fortællinger kan få nyt liv gennem kunsten og skabe både identitet og oplevelser for borgere og besøgende.

Ved præsentationen af værket fremhævede Pia Viller Arendt, næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg Kommune, betydningen af initiativer, der gør vores fælles historie levende og nærværende.

Gavlmaleriet er blevet til på initiativ af Alhedens Borgerforening med støtte fra blandt andre Andelskassen og DO-MA A/S Materieludlejning.