Englene i Viborg

Englene i Viborg er et kunst- og lysprojekt i domkirkekvarteret, hvor syv engleinstallationer i juletiden inviterer til håb, fællesskab og eftertanke.

Events og aktiviteter

Englene flyver over Viborg

I julen 2025 kunne du, i Viborgs gamle domkirkekvarter, for første gang opleve syv installationer, inspireret af Joakim Skovgaards billedbibel i Domkirken.

Du kunne møde engle, som ikke kun er venlige og glædesfyldte, men også stærke, indgribende, dømmende, trøstende – og menneskelige. De vækker noget i os. De minder os om, hvad vi kan blive, når vi lytter mere, end vi taler, deler mere, end vi tager, og at vi kan rejse os, selv når vi har lyst til at give op. 

I en urolig verden har vi brug for håb, venskab og sammenhold. Engle repræsenterer det bedste i os selv og i hinanden og inspirerer os til at række ud til hinanden, skabe nye venskaber og styrke de bånd, der binder os sammen.

Skabt i samarbejde

Sammen med Vi er Viborg udvikler Viborg UNESCO Creative City Englene i Viborg som et tre årigt udviklingsprojekt, der startede i 2025.

Englene i Viborg er støttet af Spar Nord Fonden og skabt i samarbejde mellem Viborg Domsogn, Viborg UNESCO Creative City, Viborg Kommune, Jul i Viborg og en lang række kultur- og uddannelsesinstitutioner.

Elementer i engleinstallationerne er desuden medfinansieret af Viborg UNESCO Creative City.